Drengerøvssport med bred appel

Vendelbo bruger det meste af sin fritid i spidsen for LandboUngdoms Traktortrækudvalg

0
2447

Der bliver sparket nogle dæk – nogle store dæk. Der bliver drukket nogle fadøl – nogle store fadøl. Der bliver hørt noget musik – noget højt musik. Og så bliver der kigget langt efter de svulmende muskelbundter, der med stønnende motorer og en en sky af udstødning forsøger at trække afsindigt tunge slæder 100 meter hen ad en græsmark.
Traktortræk er en sport, som tiltrækker flere og flere drengerøve. I alle aldersklasser, og flere af drengerøvene formår sågar at få både kærester og ægtefæller med ud at se på de heftige maskiner.

Traktortrækformand

En af dem, der er solgt og bruger det meste af sin fritid på traktortræk, er Andreas Bugge Hansen, der bor i nærheden af Dronninglund. Han er udlært landbrugsmaskinemekaniker men arbejder som busmekaniker. Det meste af sin fritid bruger han som formand for LandboUngdoms Traktortrækudvalg.
– Vendsyssel fik sin første slæde til traktortræk i 1989, hvor en stor betonklods blev lagt oven på en gammel undervogn til en lastbil. Slæden, der desuden blev forsynet med en flytbar vægt, kørte indtil 2001. I dag er moderne slæder bygget til formålet, forklarer Andreas Bugge Hansen, der blev tilknyttet slæden som mekaniker.

Drengerøvssport

– Traktortræk er en rigtig drengerøvssport, hvor vi som arrangører skal sørge for varme pølser og kolde øl – og endelig ikke omvendt – og hertil god musik. Stemningen og mødet mellem de lokale drenge med interesse for store motorer er en meget vigtig del af traktortræk. Her kommer folk for at hygge sig med hinanden, og vi oplever i stigende grad, at publikum i virkeligheden er meget bredt sammensat. Typisk kommer der 500-1000 til et traktortræk, og her ser vi også mange familier med far og mor og et par mindre børn.
LandboUngdom arrangerer typisk fire stævner om året. Hertil kommer et nordjysk mesterskab, og næste år skal LandboUngdom i Vendsyssel arrangere DM i Traktortræk i Klokkerholm.
I LandboUngdoms regi er traktortræk ikke egentlig motorsport, fordi organisationen ikke har en motorsportsforsikring. Kørerne skal være medlem af LandboUngdom, og de fleste har da også enten arbejde i landbruget eller i relaterede erhverv, eller de skal have en landbrugsfaglig uddannelse.
– Til traktortræk kan man sagtens opleve en traktor, man så i marken dagen forinden. Langt de fleste traktorer er ganske almindelige landbrugstraktorer, men de såkaldte DTP-traktorer er specialbygget og har ikke meget at gøre med de traktorer, de fleste kender. Traktortræk med DTP-traktorer er meget stort i f. eks. Tyskland og Holland, fortæller Andreas Bugge Hansen.
Traktortræk handler dybest set om at trække en slæde 100 meter. Hvis flere er i stand til at trække slæden, øges vægten indtil kun én traktor kan klare mosten og dermed vinder konkurrencen.
– Traktortræk er stort set kun et spørgsmål om kræfter, men man skal ikke tage fejl, for det kræver meget træning at håndtere maskinen. F. eks. kan det tage rigtig lang tid at køre en egen-bygget traktor ind, så den virker helt perfekt, siger Andreas Bugge Hansen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here