Virksomhedsledelse kan gøre ondt

Landmand tog en drastisk men nødvendig beslutning, og den var ikke uden omkostninger

0
2436

Den torsdag glemmer Henrik ikke. Den torsdag er en af de værste dage i hans liv. Den torsdag fyrede Henrik to af sine medarbejdere. I virkeligheden ville han tage tyren ved hornene allerede om tirsdagen. Han kunne bare ikke. En opsigelse af to medarbejdere, der havde været ansat hos både hans far og ham selv i årevis, blev til en gigantisk overspringshandling. Men han gjorde det.
– Det var en forfærdelig dag, men opsigelsen af de to medarbejdere var nødvendig. Jeg havde haft møde med virksomhedsrådgiver Jørgen Cæsar Jensen og et par andre konsulenter hos Agri Nord, som vi har jævnligt, og ved en gennemgang af tallene, kunne jeg bare se, at driften kunne gøres meget mere rentabel med én medarbejder i stedet for tre. Afskeden var smertelig, for de to, der ikke skulle være her længere, blev naturligvis vrede og skuffede. Den ene bor tæt på og har et barn i samme klasse som et af vores børn, men vi har siden fyringen i 2015 fået klinket skårene så nogen lunde, og forleden kom han på besøg på gården for første gang. Det var godt, siger Henrik Hjort Knudsen, der indtil for godt 10 år siden drev en traditionel svinebedrift med produktion af slagtesvin. Han købte sin første gård i 1994, og siden er virksomheden blevet udvidet og udviklet, således at der i dag er 700 ha under plov.
– For godt 10 år siden lejede jeg mine stalde ud til et selskab, som feder 40.000 grise om året. Jeg har selv en ejerandel på 20 pct., men har intet at gøre med driften i det daglige. Produktionen drives helt uden min medvirken. I stedet koncentrerer jeg og en ansat os om at passe jorden.

Arbejdede altid

– Som ung landmand uden familie arbejdede jeg praktisk talt hele tiden. Jeg reagerede på alle alarmer i stalden, jeg tog mig af stort og småt, for i mange tilfælde var det lettere og hurtigere, at jeg lige selv gjorde det, i stedet for at sætte andre ind i opgaven. Jeg arbejdede altid og fik vel ikke meget mere end fire-fem timers sammenhængende søvn i døgnet. På et tidspunkt kom jeg til den erkendelse, at det liv kunne jeg ikke holde til i længden. Der skulle ske noget, fortæller Henrik Hjort Knudsen, der også indrømmer, at det i virkeligheden var rigtig dårlig virksomhedsledelse, at han selv påtog sig alt bøvlet.

Dårlig virksomhedsledelse

– Jeg kunne have fortsat med produktionen af slagtesvin og have ansat en ledende medarbejder. Men jeg følte ikke, at jeg havde dem i min medarbejderstab, så virksomhedsledelse blev i den grad virkelighedsnært, da det eneste rigtige var at træffe nogle trælse beslutninger. Havde jeg ikke truffet den beslutning, havde jeg betalt løn til medarbejdere, som i perioder på året nærmest ikke havde noget at give sig til. Det ville have været ekstremt dårlig virksomhedsledelse. Jeg tror, at alt for mange har fundet på dårlige undskyldninger for at holde medarbejderne i gang. De sætter folkene til alle mulige mærkelige opgaver, fordi det ikke har været almindeligt at fyre medarbejdere i landbruget, siger Henrik Hjort Knudsen, der nogle måneder senere meldte sig til akademiuddannelsen Ledelse i Praksis, som Agri Nord sammen med et par andre landboforeninger samt SEGES og Erhvervsakademi Aarhus tilbyder.

God virksomhedsledelse

– På Ledelse i Praksis opdagede jeg forskelligheden hos landmænd. Nogle snakkede i ét væk og havde en masse gode idéer, andre sagde nærmest ingenting. Jeg tror ikke, at den ene ledelsesstil er mere rigtig end den anden, men jeg har i hvert fald lært at for at være leder i en virksomhed, så er det nødvendigt at gøre vold på sig selv og ændre sin personlighed. Jeg har også lært, at det er nødvendigt at sætte ord på ledelsen. Det kan være til møder med banken, men det kan også være i forhold til medarbejdere og andre samarbejdspartnere. I et glidende generationsskifte med min far har jeg indset, at det er mig, der skal afstikke kursen fremadrettet. Det er mig, der skal drive virksomheden videre, og derfor er det også mig, der skal beslutte retningen. Jeg skal ikke drive virksomheden videre for min fars skyld, men for min egen. Det er god virksomhedsledelse, understreger Henrik Hjort Knudsen, der allerede i 2011 etablerede gårdråd med inddragelse af fagpersoner for dermed at få andre øjne på bedriften.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here